Jeg har stort set spist chiagrøden til morgenmad hver dag lige siden jeg første gang lavede den. Den er altså et klart hit hos mig, kan I nok fornemme. Og nu er jeg netop blevet endnu mere forgabt i den!
En af mine søde læsere anbefalede nemlig i går at tilføje kakao til grøden for en chokolademousse-agtig smag og følelse. Jamen, det er jo genialt! Alle undskyldninger for at få noget, der smager af chokolade, til morgenmad er jo kærkomne hos mig! Mange tak for tippet, Anita :D
Jeg rørte bare en strøget spsk raw kakaopulver i sammen med resten af ingredienserne om aftenen – og det smager altså vitterligt af chokolade! Spørg lige om jeg er fan! (Hint: Ja, det er jeg. Big time!)
Chia- og kokosgrød med chokoladesmag
1 portion eller 2 (ret) små
* 2 spsk chiafrø (ca. 20 g)
* 1 lille dåse fuldfed kokosmælk (165 ml)
(Den man kan få i Fakta bl.a. fra Queen er min favorit (denne her). Den indeholder kun kokos og vand – ingen ubehagelige og overflødige tilsætningsstoffer – og har tilmed et lavt indhold af kulhydrater. Win!)
* sødning efter smag – jeg bruger 1 tsk sukrin+ og evt. ca. 5 dråber flydende stevia ekstra om morgenen (jeg kan godt lide det sødt)
* 1 drys vanillepulver
* 1 strøget spsk raw kakaopulver (eller lidt mindre af den normale usødede) for en chokoladeversion
Forslag til drys ved servering:
* alm. groft kokosmel eller kokosflager
* kakaonibs
* frysetørrede hindbær
* friske bær
* nødder
* eller hvad du nu har lyst til…
Bland chiafrø, kokosmælk, sukrin og vanillepulver i en lille skål, dæk til og sæt i køleskabet natten over.
Rør igennem næste morgen, smag til og server med valgfri drys.